Grænseløs hjælp til storbankers aktionærer
- yderdanmark vil blive ramt
Den 25. august 2011 indgik et bredt flertal i Folketinget bankpakke 4. Forliget sikrer de største banker i Danmark en særlig statsgaranti, så de under ingen omstændigheder kan gå ned med flaget. Og sunde banker får statslig medgift til at købe usunde banker. Aktierne på de største banker steg straks, mens de mindre bankers aktier faldt.
Fire til seks store banker får nu uhørt mulighed for at kaste sig ud i dristige eventyrprojekter(moral hazards i fagsprog) med skatteyderne i ryggen. Resultat: Lokale banker, der er mærket af landbrugets gæld på 350 mia., vil blive opkøbt med risiko for at blive lukket. VVS- mesteren, den lokale butiksindehaver og den lokale iværksætter vil miste stabile lånemuligheder. Yderdanmark vil blive særlig ramt.
Derfor stands grænseløs hjælp til storbankernes aktionærer
Opret et samfundsbanksystem, hvor medstyre fra kunder og lokalsamfund er en bærende pille, der kan sikre lån til lokal produktion og lokal aktivitet, ikke til højeksplosive udlån.
Genindfør for alle bankers vedkommende kontrol med udlån, stil solide sikkerhedskrav i forhold til gælds- og garantiforpligtelser, indfør loft over udbytter og direktørlønninger.
De private banker har bidraget til 2008 krisen. De har været overmodige. De må holdes ansvarlige. Lad os få debatteret bankpakke 4 grundigt i denne valgkamp.
Søren Kolstrup
Hybenvej 21
4930 Maribo
Enhedslisten