Opdateret 24.01.2012 - Bentes pressemeddelelse 24. januar 2012

 

Hvem er Bente Lerche-Thomsen?

Profil til pressebrug

 

Født 1. maj 1955. Boede de første år af sit liv i Holbæk, hvorefter familien flyttede sydover, først til Næstved, som de fraflyttede i forbindelse med Storstrøms Amts dannelse i 1970. Bente fik realeksamen fra Toreby Skole i 1972 og blev sproglig student fra Katedralskolen i Nykøbing F. i 1975. I 1976 flyttede hun til København for at tage uddannelse. Fjumreårene var ikke opfundet som negativt begreb dengang, hvilket nok var meget godt, for hun forsøgte sig først med Handelshøjskolen og derefter tyskstudiet på Københavns Universitet, før hun landede på sin rette hylde på Statens Socialpædagogiske Seminarium på Islands Brygge, hvorfra hun fik eksamen i 1983.

Fra 1983 til medio 1985 arbejdede Bente i en vuggestue på Amager afbrudt af 2 barselsperioder – første barn november 1983 og andet april 1985. I eftersommeren 1985 rykkede familien fra Amager til Sydfalster, hvor 3. barn blev født december 1986. Efter skilsmisse i 1987 flyttede hun til Nykøbing F. hvor hun har boet siden med sine børn, der nu alle er flyttet hjemmefra.

I godt et år arbejdede Bente i Nykøbing Kommunes støttekorps, hvorefter hun blev ansat som leder i en børnehave i 1990. Det er nu på 22. år, at hun er leder i institutionen, som hun i årenes løb har fået mulighed for at præge og indrette i overensstemmelse med egne pædagogiske og menneskelige holdninger.  Det er en børnehave, hvor der er fokus på leg, læring, omsorg og udvikling, hvor der arbejdes målrettet med inklusion som både mål og metode.

Bentes politiske engagement startede reelt i maj 2010, hvor hun meldte sig ind i Enhedslisten Guldborgsund, men inden da har hun i mange år forsøgt at præge den politiske dagsorden gennem engagement i sin faglige organisation og debat i flere forskellige fora. Fokus har altid primært ligget på børneområdet, og hun var da også en årrække formand for forældrerådet i sine børns børnehave og samtidig formand for forældrenævnet i det daværende Nykøbing Kommune.

Enhedslisten er Bentes parti, det er rødt og grønt det arbejder for et demokratisk, socialistisk samfund, hvor der er plads til og brug for alle borgere

- et lige samfund, hvor der føres en solidarisk økonomisk politik

- et samfund med så finmasket et socialt sikkerhedsnet, så ingen borgere falder igennem

- et samfund, hvor der er fokus på de svageste grupper, de medborgere, der ikke selv magter at råbe op

- et samfund der tager natur og miljø seriøst og fremmer omlægning til økologi og vedvarende grøn energi

- et samfund, hvor der er fokus på dyrevelfærd/dyrerettigheder

- et samfund udenfor en politisk union med harmonisering af finans-, social- og arbejdsmarkedspolitik - afvikling af medlemsskabet af EU,

 Det er det samfund, hun gerne vil være med til at udvikle, det samfund, hun gerne vil leve i og give videre til de kommende generationer.

Bente er gået ind i, og stiller op som kandidat for Enhedslisten for sammen med sin bestyrelse og lokalafdeling at trække den førte politik, såvel lokalt som centralt, mod venstre og få sat et punktum for mange års nyliberale og asociale politik.  

 

* * * 

Bente Lerche-Thomsen kan kontaktes for kommentarer på

Telefon: 50 97 40 88 eller e-mail: Tryk her

 

Foto i fuld størrelse fås hos webmaster

Foto: Else Glerup

Bente Lerche-Thomsen

Folketingskandidat for Enhedslisten Guldborgsund