|


Læserbrev sendt til Folketidende
Et rødt flertal uden Det Radikale Venstre er bedst for Danmarks fremtid.
Det er særlig vigtigt, at Det Radikale Venstre ikke kommer med i et rødt flertal. Dette skal udelukkende bestå af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Det er de tre partier, som vil arbejde for økonomiske forbedringer for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, pensionister og lavtlønsgrupper.
Det Radikale Venstre har en lønmodtagerfjendtlig arbejdsmarkedspolitik, en for arbejdsgivervenlig økonomisk politik og en asocial boligpolitik.
Oprindeligt er det De Radikale, som barslede med den asociale nedsættelse af dagpengeperioden til 2 år, og partiet ønsker en flad skat til alle (også millionærerne) på 40%. Dette vil give et underskud i statskassen på i omegnen af 51 milliarder kroner. Det har vi slet ikke råd til.
Et af de vigtigste problemer i Danmark er, at statskassen mangler milliarder af kroner. Dette skyldes i meget høj grad, at de multinationale selskaber ikke (eller næsten ikke) betaler skat i Danmark. Det er her, der skal sættes ind politisk.
Det Radikale Venstre har været med til at give unødvendige og ufinancierede skattelettelser til de allerrigeste, samtidig med at de accepterer, at masser af mennesker på Vestlolland, og i andre udkantsområder, har en dårlig livskvalitet, idet de ikke har råd til helt almindelige tandreparationer. Niels C. F. Rasmussen Folketingskandidat for Enhedslisten i Lolland-kredsen / Sjællands storkreds |