|

Hvem er skurken?
Sendt til Folketidende 4.6.2011
I sin lederartikel den 3. juni skriver Søren Knudsen om vores overreaktion, når vi gjorde agurken til vores syndebuk.
Den var angiveligt skyld i E-colibakteriens udbredelse og at folk blev syge.
Vi ved endnu ikke, hvad eller hvilke grøntsager der bærer smitten, men måske ved vi meget vel, hvem der er skurken.
E-coli VTEC bakterien er så farlig, fordi den er antibiotikaresistent. Dvs. hvis man bliver syg, hjælper antibiotika ikke, og hvis man har et dårligt immunforsvar, ja så...
En vigtig årsag til denne E-coli VTEC's resistens er den ukritiske brug af antibiotika, som medfører resistens hos bakterier, når de kommer ud i spildevand og kloakker.
En årsag er brugen af antibiotika som vækstfremmere i landbruget. Halvdelen af verdens produktion af antibiotika bruges i dyreproduktionen.
Godt nok bruger danske dyreproducenter ikke så meget antibiotika som i mange andre lande, fordi det herhjemme 2006 blev forbudt som vækstfremmer.
Men i stedet bruges der nu tungmetallet kobber som vækstfremmer til smågrise.
Forskere advarer om, at selv mindre øgning af jordens kobberindhold kan medføre kobberresistente bakterier.
Det nye er, at den forøgede kobberresistens kobles til resistens overfor vigtige antibiotika, som vi i dag bruger til bakterieinfektioner hos mennesker.
Så hvem er her skurken?
Eva Kobberrød
Bestyrelsesmedlem, Enhedslisten Guldborgsund |