|

Tolkningens pris
Læserbrev sendt til Folketidende 29. maj 2011
Der er jf. artikler i Folketidende den 28. maj 2011 fremkommet en afgørelse i Solsikke-sagen. Enhedslisten Guldborgsund har fulgt sagens forløb siden starten og afventet udmelding fra Tilsynet under Statsforvaltningen Sjælland.
Tilsynet giver nu jf. Folketidende forældrene i Specialbørnehaven Solsikken ret i, at deres handicappede børn har krav på et tilbud efter servicelovens § 32. Videre fastslår Tilsynet, at kommunen gerne må ændre Solsikken til et dagtilbud, men de handicappede børn har stadig krav på et tilbud efter serviceloven. ”Kun hvis der sker en revisitering af det enkelte barn – og man når frem til – at barnet ikke længere tilhører personkredsen, der er omfattet af servicelovens § 32 – kan børnene være i et almindeligt dagtilbud”!
Guldborgsund kommune tolker jf. Folketidende Tilsynets udtalelse som grønt lys for den allerede vedtagne ændring, at børnenes behandlingstilbud er besluttet efter § 32, men at tilbuddet gives i et tilbud efter dagtilbudsloven. Det kræver blot en revisitering – og børnene modtager i øvrigt det samme tilbud som hidtil.
Hvordan kommunen kan tolke Tilsynets udmelding som et OK for deres fremgangsmåde, må stå hen i det uvisse?
Og prisen for denne fortolkning, den betales efter Enhedslistens vurdering, og som allerede fremført i december 2010, af forældregruppen i Solsikken. Strukturændringen betyder, at forældrene opkræves forældrebetaling og en generel kørselsordning er bortfaldet.
Det er og bliver altså et spørgsmål om økonomi, om nedskæring, om en forældrebetalt kommunal besparelse – ”vi” kalder det bare noget andet!
Bente Lerche-Thomsen
Bestyrelsesmedlem, Enhedslisten Guldborgsund |