Læserbrev sendt til Folketidende 20.10.2011

Ni minutter

I spareplanen fra 2010, der blev effektueret januar 2011, blev kommunens dagtilbud nedskåret hårdt på mange måder. Et element i sparekataloget var reduceringen i åbningstiden med 1½ time pr. uge – værdi 2,4 mio. Nu er nedskæringen blevet evalueret, og i forbindelse med budgetforlig 2012 er der indarbejdet netto 1 mio. til udvidelse af institutionernes åbningstid.

 John Brædder jf. Folketidende 9/9 2011: ”Vi har fundet ud af, at der alligevel er nogle steder, hvor vi har sparet for meget. Så det laver vi om på nu”!

Nu er millionen rullet ind på Børne- & Undervisningsudvalgets bord, og modeller for den kommende tilbageførsel af midler til institutionerne kan læses på dagsorden til mødet den 24/10 2011. Direktøren for Børn og Kultur indstiller, at model 3 vælges, således at minimums-åbningstiden i alle institutioner udvides med 45 minutter pr. uge, og placeringen af den udvidede åbningstid overlades til forældrebestyrelserne?

Enhedslisten Guldborgsund har såvel i læserbreve som på borgermøde gentagne gange forgæves anmodet om at få klare politiske udmeldinger vedr. kommunens visioner og mål for dagtilbudsområdet. I nævnte dagsorden står ang. sammenhæng til vision og målsætning: ”Dagtilbuddet i Guldborgsund tilrettelægges og drives i samarbejde med forældrene”.

Den valgte model skulle jf. dagsordenen betyde, at der tages hensyn til forældrenes pasningsbehov? Som tak for samarbejdet får de en lang næse og et plaster, som de selv kan få lov at sætte på såret – placeringen af 45 minutters øget åbningstid - det er 9 minutter pr. dag?

 Bente Lerche-Thomsen

Sundtoften 264, 4800 Nykøbing F

Medlem af bestyrelsen i Enhedslisten Guldborgsund