|

For sent
Læserbrev sendt til Folketidende 23.06.2011
Først i 11. time mandede SF og A (ved L. Hatt, H. Kamper og O. Bronné) sig omsider op, og sagde tydeligt fra i ”Solsikke-sagen” på byrådsmødet den 16. juni. Beklageligvis kom de gode intentioner for sent, det alternative svar til Tilsynet ved Statsforvaltningen Sjælland blev forkastet med stemmerne 14 mod 12. Byrådet har altså vedtaget at man tager Tilsynets afgørelse til efterretning og straks revisiterer samtlige børn i Solsikken.
Børnene er visiteret til et tilbud i en specialbørnehave efter Servicelovens § 32 under de vilkår, som loven indebærer. Man må formode, at en revisitering vil vise, at børnene har samme særlige behov for støtte og behandling som før januar 2011, og dermed stadig tilhører personkredsen, som omfattes af Servicelovens § 32.
Man kan kalde kommunens dagtilbud, hvad man vil, man kan ”drifte” dem, som man vil, men kommunen er trods alt forpligtet til at sørge for det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud jf. Servicelovens § 32 stk. 3.
Kommunen skal altså sørge for de fornødne pladser efter § 32, der indebærer særlig støtte, behandling m.v. til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, særlige regler vedr. visitation, forældrebetaling, forældresamarbejde m.v.
I Enhedslisten Guldborgsund kunne vi godt tænke os at vide, hvordan Guldborgsund Kommune fremadrettet vil leve op til samtlige forpligtelser jf. § 32, i forhold til børn, der også efter en ny visitation skønnes at have behov for et særligt dagtilbud? Er løbet kørt, er det for sent for handicappede børn med behov for et § 32 tilbud i Guldborgsund, Janne Hansen?
Bente Lerche-Thomsen
Sundtoften 264, 4800 Nykøbing F
Medlem af bestyrelsen, Enhedslisten Guldborgsund |